Hvem var Takeno Jōō? Temesteren før Sen no Rikyū

Takeno Jōō var en velhavende købmand fra Sakai og en temester, som var med til at forme wabi-te før Sen no Rikyū. Han var en af Rikyūs vigtigste lærere. Hans historie forbinder handel, poesi og et enklere terum.

Kilderne er uenige om fødselsåret. Sakai by angiver 1502–1555; Urasenkes engelske historie angiver 1504–1555. Begge placerer hans død i 1555.

En købmand i Sakai

Sakai beskriver Jōō (武野紹鴎) som en rig købmand fra Yamato, det nuværende Nara, der senere flyttede til Sakai.

Handelen gav byens købmænd penge og adgang til kinesisk kunst og teudstyr. Mange samlede på genstande, studerede poesi og deltog i tesammenkomster. Jōōs te udviklede sig inden for denne kultur.

Hvad poesien gav hans te

Ifølge Urasenke rejste Jōō til Kyoto i tyverne. Her studerede han poesi hos hofmanden og digteren Sanjōnishi Sanetaka.

Urasenkes udstilling fra 2024 om te og poesi beskriver hans interesse for renga, sammenkædede vers. Den tilskriver ham også den første brug af en hængerulle med et japansk digt i chanoyu.

Udstillingen forbinder wabi og den poetiske idé om “kulde og visnen” med te: en mere stille og nøgen skønhed. Hans valg handlede derfor også om poesi, ikke kun om redskaber.

Fra Shukō gennem Jōō til Rikyū

Urasenke placerer Murata Shukō, Jōō og Rikyū i en vigtig udvikling. Shukō havde allerede talt for at værdsætte japanske genstande sammen med eftertragtede kinesiske ting.

Jōō udviklede tanken gennem poesi og terummet. Rikyū gav den senere nye retninger. Jōō var derfor en vigtig udvikler af wabi-te, ikke dens eneste opfinder.

Hvordan ændrede han terummet?

Urasenke beskriver ændringer i rummet på fire en halv tatamimåtte, som forbindes med Shukō. Jōō valgte synlige jordvægge frem for hvidt papir. Han brugte bambusgitter i stedet for fint træ, gjorde tokonoma, udstillingsnichen, smallere og indrammede den med naturtræ.

Gæsten kunne se valgene: jord, bambus, naturtræ og mindre pynt. Wabi var ikke kun en tanke. Det ændrede rummet, hvor teen blev delt.

Var enkelheden et tegn på fattigdom?

Nej. Urasenke understreger, at Jōō var rig. Et enkelt miljø var et bevidst valg, ikke blot hvad han havde råd til.

Han afviste heller ikke alle fine kinesiske genstande. Han var del af en kultur, der værdsatte importerede karamono. Beskedne japanske ting og almindelige materialer fik mere plads ved siden af kostbare stykker. De fine ting blev ikke alle forkastet.

At undervise Sen no Rikyū

Urasenke fortæller, at Sen no Rikyū blev hans elev omkring nittenårsalderen. Sakai nævner også Tsuda Sōgyū og Imai Sōkyū blandt de vigtige tefolk, han underviste.

Det forklarer hans plads mellem Shukō og Rikyū. Udviklingen var gradvis og formet af flere mennesker.

Hvorfor bærer et kulbækken hans navn?

Jōō furo er en navngivet form i teudstyrets tradition. Det betyder ikke, at Jōō selv fremstillede hvert eksemplar.

Et navn kan bevare smag, præferencer eller en senere tilskrivning. Det beviser ikke, hvem der lavede en bestemt genstand.

Jōōs betydning ses i rummet såvel som i skålen. Poesi, enkle vægge, bambus og naturtræ gav hans te karakter. Hans undervisning førte valgene videre til næste generation.

Kilder og videre læsning

• Urasenke Konnichian — introduktion til chado
• Sakai by — Takeno Jōō
• Urasenke Chado Research Center — udstillingen Te og poesi

Headerbillede: Portræt af Takeno Jōō fra den før-1868 Shōzōshū-samling, National Diet Library; public-domain-reproduktion via Wikimedia Commons.