Hvem var Furuta Oribe? Rikyūs elev bag Oribe-smagen

Furuta Oribe var en kriger og temester kendt for dristige, overraskende valg. Han studerede hos Sen no Rikyū og blev en vigtig skikkelse i te efter lærerens død. Skæve skåle, stærke glasurer og uventede former forbindes med hans smag.

Oribe (古田織部) døde i 1615. Museer angiver forskellige fødselsår: Kyoto og Tokyo bruger oftest 1544, mens The Metropolitan Museum of Art angiver 1543/44.

En kriger som elev hos Rikyū

Oribe var en daimyō, en regional herre, samt kriger og teudøver. Tokyo National Museum kalder ham en af Sen no Rikyūs vigtigste elever. The Met beskriver Rikyū som hans lærer og forgænger som temester for den herskende militære elite.

Efter Rikyūs død i 1591 voksede Oribes betydning. Kyoto National Museum beskriver ham som en udvikler af te for daimyō, der samtidig bevarede dele af Rikyūs lære.

Hvordan ser “Oribe-smag” ud?

Tænk på en skål med ujævn kant, en form presset skæv eller et markant felt af glasur. Siderne behøver ikke være ens. Dekoration kan kombinere geometriske mønstre med planter.

Grønne, sorte og varme glasurfarver optræder alle. Nogle skåle ligner en træsko. Kyoto National Museum kalder sådanne usædvanlige redskaber hyōgemono, “særheder”. The Met understreger, hvor påfaldende de var i deres egen tid.

Kopierede han bare Rikyū?

Nej. Rikyū havde allerede givet japanske genstande mere plads og mindsket afhængigheden af kostbar import. Oribe overtog friheden og eksperimenterede endnu tydeligere med form og dekoration.

Hans forbindelse til wabi-cha var derfor ikke blot et brud med læreren. Kyoto National Museum beskriver både videreførelse og tilpasning til krigersamfundet.

Lavede han selv Oribe-keramik?

Oribe-keramik blev lavet af pottemagere, især i Mino og Seto. Oribe var en indflydelsesrig temester og mæcen. Hans præferencer var med til at forme miljøet, hvor stykkerne blev skabt.

Navnet knytter keramikken til hans smag. Det beviser ikke, at han personligt lavede eller tegnede hver genstand kaldet Oribe.

Hvorfor forvrængede skåle?

The Met nævner hans værdsættelse af kar, der var blevet skæve eller beskadigede ved et uheld. Museet foreslår, at denne smag kan have tilskyndet pottemagere til bevidst at forvrænge former. Det er en mulig forbindelse, ikke bevis for oprindelsen til enhver ujævn skål.

At kalde resultatet “ufuldkommenhed” alene rammer ved siden af. Mange former blev omhyggeligt lavet for at overraske øjet. En ujævn kant kan være et valg, ikke en fejl.

Mere end keramik

Hans indflydelse nåede også terum og redskabsvalg. The Met placerer smagen i Momoyama-Japans bredere eksperimenter, også inden for lak, tekstiler og maleri.

Politisk magt blev samlet, og kontakt med andre kulturer bragte nye tanker og teknikker. The Met nævner vestlige motiver på noget Oribe-keramik, blandt andet portugisiske skibe og europæiske former. Hans smag tilhørte en verden i forandring.

Hvad kom efter Oribe?

Han var med til at åbne vejen for forskellige daimyō-tetraditioner. Kyoto National Museum placerer ham før senere skikkelser som Kobori Enshū.

Enshūs kirei-sabi, forbundet med elegance og tilbageholdenhed, gav en anden tilgang. Te blev ikke fastlåst i én stil efter Rikyū.

Hvordan døde han?

I 1615 blev han beordret til at tage sit eget liv ved rituelt selvmord. The Met skriver, at han angiveligt var involveret i en sammensværgelse mod Tokugawa-shogunatet. Den oplysning betyder ikke, at alle detaljer om hans politiske skyld er fastslået.

Oribes arv er ikke kun en ujævn skål. Det er valget om at gøre en velkendt ting overraskende. Hans historie forklarer mennesker og præferencer bag keramikken med hans navn.

Kilder og videre læsning

• The Metropolitan Museum of Art — Turning Point: Oribe and the Arts of Sixteenth-Century Japan
• Kyoto National Museum — te i Kyotos kulturliv
• Tokyo National Museum — Chanoyu: The Arts of Tea Ceremony

Headerbillede: historisk portræt af Furuta Oribe fra Chano-yu Roku Sōshō Denki-traditionen, public-domain-reproduktion via Wikimedia Commons.